211 millioner kroner fra EU til Esbjerg Havn

I denne artikelserie ser vi nærmere på et lille udvalg af lokale projekter i den sydlige del af Jylland, som modtager støtte fra EU. Projekterne kan være store som små og modtage tilskud af meget forskellig størrelse. Lad os begynde med et af de store:

 

Der er aldrig blevet bygget så meget på Esbjerg Havn som i de senere år: et nyt havneafsnit, en række nye haller og ikke mindst en udvidelse af sejlrenden, så der bliver plads til de stadigt større skibe. Havneudvidelsen gør det bl.a. muligt at transportere komponenter til de helt store vindmøller og at tage imod skibe med fx elbiler, som ellers ville anløbe Hamborg eller Antwerpen. Men udvidelsen er ikke bare til gavn for den grønne omstilling – den gør også Danmark i stand til at modtage endnu mere militært isenkram og mandskab i NATO-regi på kortere tid end før.

Udvidelsen af sejlrenden er støttet med 211 millioner kroner af EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility, som investerer med det formål at forbedre den europæiske transportinfrastruktur. CEF har desuden støttet en fordobling af containerkapaciteten på Fredericia Havn med 50 millioner kroner – et projekt, der efter planen står færdigt i 2025.

Se mere om EU og Esbjerg Havn her og her.

Foto: Esbjerg Havn