Den danske regering ser det som en succes: I fremtiden vil EU følge Danmarks eksempel og deportere asylansøgere til såkaldt “sikre tredjelande”. Tiltaget skal dæmme op for illegal migration og højrefløjens fremmarch – men sælger EU ud af sine værdier undervejs?
2026 bliver et skæbneår for EU’s migrationspolitik. Under sit EU-formandskab har Danmark sat kursen mod et markant opgør med den fælles europæiske asyl- og migrationspolitik. Ambitionen er ikke blot reform, men et egentligt kursskifte: mere kontrol, flere afvisninger og en tydelig eksternalisering af ansvaret for asylansøgere – frem for et fælles europæisk ansvar.
Står vi over for et moralsk ræs mod bunden – eller kan og skal Afrika løse EU’s asylproblem?
Kom til debat om EU’s fremtidige asyl- og migrationspolitik, hvor vi stiller skarpt på den internationale retsorden, individets rettigheder og hvor Europa er på vej hen.