Sønderborg modtager EU-missionsmærket

Sønderborg er blandt de 10 første byer der har opnået EU’s missionsmærke. EU-missionsmærket er et vigtigt signal, der anerkender byernes klimaplans troværdighed. Mærket skal lette adgangen til den offentlige og private finansiering, der er nødvendig for at nå målet.

I alt er 100 EU-byer udvalgt til at deltage i  missionen for klimaneutrale og intelligente byer . Byerne er udvalgt ud fra 377 ansøgere.

De byer, der har fået missionsmærket udover Sønderborg, er: Mannheim (Tyskland), Madrid, Valencia, Valladolid, Vitoria-Gasteiz og Zaragoza (Spanien), Klagenfurt (Østrig), Cluj-Napoca (Rumænien) og Stockholm (Sverige).

Læs kommissionens pressemeddelelse her: Klimaneutralitet 2030: ti byer har fået missionsmærket (europa.eu)

 

Baggrund for initiativet

På verdensplan tegner byerne sig for mere end 70 % af de globale CO2-emissioner og over 65 % af energiforbruget. 75 % af EU’s borgere bor i vores byområder. Klimaindsatser i EU’s byer er afgørende for kampen mod klimaændringerne. Indsatsen er en del af den europæiske grønne pagt og EU’s Horisont Europa-missioner.

“Det haster med at omstille Europa til klimaneutralitet, blive uafhængige af fossile brændstoffer og skabe positive resultater for os alle i form af renere luft og lavere energipriser. Det er dejligt, at så mange byer gerne vil deltage. Vi kan understøtte byernes målsætninger takket være EU’s forsknings- og innovationsbudget. Bymissionen kommer til at yde stort bidrag som led i den grønne pagt og i, at Europa bliver et klimaneutralt kontinent inden 2050.” Margrethe Vestager, om EU-missionen om klimaneutrale og intelligente byer inden 2030.

Om Sønderborg og ProjectZero

Siden 2007 har Sønderborg Kommune arbejdet målrettet med at mindske deres CO2-udledning med ProjectZero. Målet er at opnå et CO2-neutralt energisystem i 2029.  I udgangen af 2022 havde de reduceret deres udledning med 400.000 tons, hvilket svarer til 57 % af deres udledning i 2007. Sønderborg har flere gange modtaget international anerkendelse for deres arbejde. Tidligere i år modtog de World Economic Forums udmærkelse for offentligt-private samarbejder i byer. I 2010 modtog de EU’s energipris for bedste “European Sustainable Energy Community”.

Læs mere om Sønderborg ProjectZero: ProjectZero – Sammen når vi nullet

PDF: link

Video: EU Cities Mission: Mission in Progress – YouTube